Tanker i Barcelona

Dyrlægen skulle fire dage på kongres, og jeg tog som så mange gange før med som medfølgende hustru. Det giver mig en lejlighed til at komme lidt væk hjemmefra til en billig penge, idet hotelværelset er betalt, og jeg har dermed chance for at følge lidt op på kunst og kultur (og på de længere ture også natur) og hente inspiration.[1]

Barcelona har jeg kun besøgt en enkelt gang før til noget dokumentarfilmhalløj, hvor der ikke blev tid til så meget andet. Det drejer sig jo meget om Gaudí og Joan Miró dér, men jeg startede på Picasso-museet i La Ribera-bydelen. Jeg oplevede det først og fremmest som stedet, hvor man kan ane, at hele Picassos livsværk - fra da han som 14-årig kom på akademiet - så at sige må have været at bevæge sig væk fra det alment vedtagne. At ophøje skitsen eller måske bare tanken eller det umiddelbare indtryk til et værk. Ikke at reproducere eller forskønne eller bare skildre. Altså, at blive sådan som vi alle kender ham nu.

Pablo Picasso: "El carrer de la Riera da Sant Joan des de l'estudio de l'artista" (1900)

Men før han gik amok i skæve kvinder, var han skam også interessant. Da jeg stod foran dette for mig ukendte billede i sidste uge på min vej gennem museet i, gik det op for mig, at det havde både alt og intet at gøre med den film, som jeg arbejder på for tiden. I filmen – som er bygget op om materialet fra en lang række dokumentarfilmprojekter, der ikke er blevet til noget – vil jeg og min klipper også ophøje skitsen til et værk(-element) og samtidig ophæve værket i skitser, flader, farver og lyde. Så den filmiske eller dokumentariske mening i de gamle projekter punkteres, afmonteres og dekonstrueres for dernæst at blive rekonstrueret. Enten direkte eller i det mindste i publikums hoveder. Demontering og montage i ét.

Picassos billede forestiller jo ikke noget ved første øjekast, og man skal næsten læse titlen for at se, hvad det er. Sådan må det i hvert fald have været i år 1900, da det blev malet, men mon ikke det stadig er sådan for mange? Der findes også andre skitser af samme motiv (en gade i Barcelona), men det er dette, der er det færdige billede. Vi kan se nogle strukturer, former, linjer og farver, og hvis man ikke er for doven, så er det tydeligt, hvad det er. Især den sorte klat nederst til venstre, der ligner en mand, og den mere lysebrune midt i, der godt kunne være en hestevogn. Men resten er kun antydninger og detaljer, der tilsammen udgør et hele. Billedet er altså – ligesom de ord, vi fandt på undervejs i klippearbejdet – ”ufærdigt, men færdigt”.

Det er klart, at kunstmalere på Picassos tid (og tidligere) blev udfordret af fotografiets indtog, og dernæst inspireret til at bevæge sig væk fra den præcise reproduktion. Dokumentarfilmen blev måske tilsvarende udfordret af tv-journalistikken, hvor der afdækkes sandheder, lægges beviser frem og argumenteres for det ene eller det andet, og måske skal vi indse, at vi skal noget andet med ”dokumentarfilmen”: Vi kan måske tillade os at bilægge betydningen og meningen en anelse? Og i stedet lave ”dokumentarfilm”, der hylder processen og skaberkraften mere end argumentet, og som ikke lader virkeligheden overdøve fantasien. Film OM noget er ligesom ikke rigtigt interessant at lave mere. Ligesom et figurativt maleri af en gade ikke vil være det for mange kunstnere.

Sådan – som dette maleri – kan en dokumentarfilm jo også være, tænkte jeg, mens jeg diskret løftede telefonen op for at tage et billede af det. Men, tænkte jeg så, mens jeg ventede på, at endnu en turist med storhedsvanvittige kunstnerambitioner flyttede sig fra min søger, giver min film måske for meget mening? Og er det først og fremmest fordi filmkonsulentens første spørgsmål til projektet var: ”Hvad skal det betyde? Hvad er meningen?”

Så ledte man selvfølgelig efter at kunne finde et svar på dé spørgsmål, men samtidig var det vigtigt, syntes vi, at vi holdt balancen mellem ”betydning og mening” og ”demontering og rekonstruktion”, som filmisk set måske er mere spændende, men er så vanskelig at honorere, fordi vi netop er opdraget til at konstruere noget forståeligt – både som seer og som filmmager. Så det har jeg opdaget kræver hårdt arbejde; altså ikke at forfalde til altid at ville ”give mening”. For der ER andet at tilbyde. Især hvis det også har en vis underholdningsværdi – i ordets allerbedste forstand.

Men tvivlen nager jo altid, og er vi kommet langt nok ud med de visuelle skitser, som vi nu har lavet? Eller er vi kommet langt nok ind? Har vi satset nok – eller har vi kun halvgarderet og smidt lidt for meget ”mening” ind? Vi har afleveret nogle visuelle skitser til DFI, og man venter nu i spænding… for hvad nu, hvis svaret derfra bliver et meningsfyldt afslag på at gå videre med projektet?

"Hvad fanden er meningen?" vil jeg så sikkert råbe.
¡Ay, caramba!

Udsigt fra "Passion"-tårnet på Sagrada Familia

For resten; for lige at vende tilbage til Barcelona og denne gang Gaudí, så er selve Sagrada Familia-kirken selvfølgelig fantastisk, men er en af dens attraktioner ikke, at den netop ikke er færdig? Indrømmet, jeg vil da glæde mig lidt til at se den med alle tårne, spir og farver (sidste melding er, at den er færdig på Gaudís 100-års dødsdag i 2026, og husk at købe billet på nettet i forvejen ved evt. besøg), men jeg vil da lige så meget nyde at følge med i udviklingen. Ikke fordi der ikke er en mening med at bygge kirken, men den drukner jo næsten (i mine ukristelige øjne hvert fald) i fascinationen af værkets opsplitning i enkeltdele, processer, symboler og så naturligvis selve konstruktionsfortællingen med alle dens afbræk og afbrydelser. Dét er nemlig også et pejlemærke i min film; det afbrudte.

Nedsigt i "Passion"-tårnet på Sagrada Familia.

PS. Jeg jo ikke den eneste, der mener, at film og anden kunst ikke behøver at laves med en skydelære og et diplom fra Journalisthøjskolen, og jeg forsøger da også så nænsomt som muligt i min film at hylde de, der går forud og foran. Titlen på min film er derfor også ”Jamais Vu eller De Fem Fodfejl” – som et tip med hatten til Jon Bang Carlsens ”Déjà Vu” og ”De Fem Benspænd” af Leth/von Trier. Derudover er inspirationslisten lang, fra Agnés Vardas ”Faces Places” til ”Vinterbillede” (J. Jargil) om Per Kirkebys maleri. Og så er der Monty Python, ”Den Syngende Detektiv”, ”Barton Fink” og for at afbalancere den iboende megalomani: samtlige kattevideoer på YouTube.

---

[1] Min bog ”Bacon i Bagagen” fra 2015 er jo – må jeg lige minde om – en ”forfriskende anderledes” dokumentarroman (en auto-faktion), der bl.a. handler om disse ture med dyrlægen. Forlaget har stadig små tyve eksemplarer tilbage, og den kan kun anbefales.