Min avatar og mig med flere.

(I hope my international reader(s) will excuse me for posting this in Danish)

I en af de fraklippede sekvenser i “Min Avatar og Mig” går jeg og min sidekick Rob på bar for at slappe lidt af. Ideen med sekvensen (som er en fri rekonstruktion af autentiske begivenheder) var dels at vise vores spirende venskab, dels at konsolidere mig eller min figur som en ufrivilligt komisk, drikfældig skørtejæger (som i hvert fald delvist er i overensstemmelse med virkeligheden) og dels for at lave noget sanddruelig (dvs. ikke-ædruelig) dialog vedrørende filmens tema om følelser mellem mennesker og avatarer. Vi instruktører besluttede så, at jeg og Rob skulle drikke os langsomt men sikkert berusede under optagelserne. Det lykkedes rigtigt godt, og bortset fra at jeg næsten ikke kan holde ud at se det (bl.a. er der en scene, hvor jeg tiltvinger mig adgang til barens klaver for at spille et nummer, jeg har skrevet til den kvindelige avatar-hovedperson, Helena, og hvor bassisten i det band, der lige har spillet, prøver at akkompagnere mig. Men jeg sviner ham til for ikke at kunne spille, selvom han er pro og jeg en amatør… jeg har haft dårlig samvittighed lige siden), så er det faktisk udtryk for essensen af, hvordan og hvorfor, jeg overhovedet er med i denne film: Der er alt for meget kontrol-pis med film. For mange konsulenter og redaktører og meninger og gejl. En gang mellem skal man helt slippe kontrollen, og jeg har da også i mange år haft nogle løse planer om at lave en film (altså professionelt finansieret – ellers er det jo ingen kunst), hvor jeg er stiv det meste af tiden.

Og det var netop det kontroltab, som jeg på et tidspunkt i den lange fase, denne film har været igennem, måtte til at tage alvorligt. Til at begynde med var filmen tænkt som en dokumentar, der godt nok sprængte rammerne for genren, men hvor vi bibeholdt det autentiske i at jeg ”flyttede ind” i Second Life, og så ville vi se, hvad der skete med det! Eller det var i hvert fald sådan jeg oplevede oplægget, og som jeg gik ind på. Jeg har nemlig arbejdet en del med at definere mine intentioner med de af mine film, som jeg hverken vil kalde ren dokumentar eller fiktion, men snarere virkelighedsbaserede film. Grundideen er, at fantasien og fiktionen ikke må overskygge realiteterne, mens realiteterne ikke må overstråle fantasien. Men den filmiske sandhed bør overstråle den virkelige sandhed, for den virkelige sandhed findes jo alligevel ikke på film. Jeg prøver også at komme bort fra at lave film, hvor man bare kigger på noget udefra – uden en personlig risiko eller involvering. Her mener jeg ikke risikoen ved at filme farlige steder, men mere den æstetiske eller filosofiske risiko. Hvad det så vil sige, det ved jeg sgu ikke; det kommer an på den enkelte film.

I hvert fald, jeg blev involveret i denne film da filmens hovedinstruktør Bente ringede til mig og, og spurgte om ikke vi skulle lave en film, hvor en instruktør prøver at lave en film i eller om Second Life. ”Det lyder spændende”, sagde jeg, ”men hvad har det med mig at gøre?” ”Jamen, det er jo dig, vi skal sende derind”, sagde hun så. Vi havde mødt hinanden før i forskellige sammenhænge, og jeg havde en klar fornemmelse af, at vi i hvert fald har en forkærlighed for rødvin og fester til fælles, men det var på en workshop, som vi begge var med på (og hvor jeg havde et andet projekt om selviscenesættelse og identitet med), at vi mest havde snakket, og der så vi også min første dokomedie, ”Bryllupsfilmen”, hvor jeg også bruger mig selv. Så det var dér tanken om, at jeg var den rette til at hjælpe med hendes idé om at sende én ind i Second Life, opstod. Jeg var straks med på det (efter at have tjekket Second Life og et par af Bentes film ud), for projektet lagde sig virkelig op af mine egne overvejelser om at udfordre virkeligheden. Ligesom jeg var nået frem til, at en vis form for selvironi og selvudlevering er ønskværdigt – i hvert fald i de film, jeg selv godt kan lide. Det hører også med, at jeg på trods af, at jeg aldrig spiller computerspil, straks fornemmede attraktionen ved den virtuelle verden. Jeg mødte faktisk nye mennesker, og jeg behøvede ikke at skyde nogen af dem for at komme op på næste level eller noget i den stil. Man kunne bare være der, og jeg blev faktisk ægte fascineret.

Men så skete der så meget undervejs. Efter vores første 10 minutters demo-film (og en 1-minuts-trailer), hvor vi undersøgte (med held), om vi filmisk kunne forene cyberspace og den virkelige verden og om jeg og de improviserede (men også helt autentiske) scener virkede, så måtte vi vente på finansiering i halve og hele år. Og i mellemtiden begyndte Bente at drømme ting og sager, og hendes fokus og syn på, hvad filmen egentlig skulle handle om forskubbede sig lidt. Samtidig var det blevet New Danish Screen ved Kim Leona, som tog filmen ind under sine vinger. Vi havde allerede dokumentar-støtte fra tysk/fransk tv (ZDF/ARTE), for Bente har gode relationer i den verden, så det var meget underligt – og efter min mening også i modstrid med ånden i deres eget system – at vi blev fortalt, at NDS kun kunne støtte os, hvis vi puttede mere fiktion ind i filmen^[1]. Jeg var målløs, for det var i modstrid med vores ønsker. Det vil sige, det troede jeg, for Bente tog det til sig. Jeg er fuld af forståelse over for at film udvikler sig – også gerne af sig selv – og det var jo oprindeligt Bentes idé. Men der skete noget der, noget der gjorde mig lidt skeptisk. Ganske vist fik jeg af vide af den kunstneriske leder for NDS, Jakob Høgel, at han havde fået at vide af sin og vor konsulent, at jeg til møderne sådan set bare sad og smilede og ingenting sagde. Sandheden er, at jeg var blevet mundlam i og med at projektet var ved at undergå en forvandling til noget fiktivt. Så jeg sad der mellem en konsulent, som jeg fornemmede ville støtte filmen, hvis vi gjorde, som hun sagde (og som ingen forstand har på dokumentar) og en co-instruktør, der havde spist nogle dårlige påske-æg og havde fået alle mulige nye ideer til, hvad filmen også skulle handle om – dokumentar eller ej. Og ikke noget, som jeg følte voksede ud af materialet, mine oplevelser eller forhold til Helena og Rob eller andre identitets-temaer, som ellers efter min mening havde været kernen hidtil. Og som jeg vist også påpegede: Vi skal passe på med at ende der, hvor det ville være bedre at hyre Frank Hvam til at spille hovedrollen.

Jeg overvejede her meget, hvad jeg skulle gøre – blandt andet at trække mig ud. For mig at se, ville den nye historie komme ned oppefra og lægge sin klamme, fiktive og dramaturgiske hånd på noget, som jo ret beset var en skildring af mit liv – både privat og professionelt. Omvendt havde jeg og min kompagnon og teknisk producer på filmen, Jeppe Raasthøj, allerede investeret så meget tid i projektet, at det ville være det glade vanvid at stoppe, ligesom vi i store træk havde haft det sjovt og mødt nye mennesker og oplevet en masse. F.eks. mødte jeg jo Helena, men det kan jeg fortælle om en dag, hvor min kone ikke kigger mig over skulderen. Og da jeg fuldt ud respekterede Bentes ønske om at dreje sin oprindelige idé, så skulle jeg jo ligesom finde en måde, jeg som menneske og instruktør kunne håndtere det. Jeg var ret sikker på, at jeg ville kunne gøre min indflydelse på det færdige produkt gældende – både direkte og indirekte - men fra da af anså jeg også det hele lidt som en installation… altså af mig selv. Hvad sker der, når man stiller sig til rådighed for en (kvindelig) instruktør og et projekt? Og så er vi tilbage ved kontroltabet, som jeg synes er virkelig interessant – for der sker noget nyt og uforudsigeligt, som kan være utroligt forfriskende. Men det var sateme hårdt, og jeg gør det ikke lige igen, nogen sinde… never-ever… min personlighed går bare ikke godt sammen med det at være mindretals-instruktør og mindretals-producent! Og jeg savnede også den løbende, æstetiske diskussion, for til sidst kom det som så ofte før med film til at handle alt, alt for meget om afviklingen af historien og hvordan handlingen blev formidlet. For mig er film bare meget mere end handling; det er også et stykke musik, en skulptur, en digression hist, et indfald pist – alt sammen uden at være højpandet, men underholdende.

Nå, selvfølgelig måtte jeg selv også udvise lidt ansvarlighed og kontrol – f.eks. var det mig, der instruerede stort set alle optagelserne i Second Life sammen med vores cyber-fotograf Rob Gould, og der skulle man ellers holde tungen lige i munden skulle jeg hilse og sige. Og jeg skulle jo ligesom også være ”på” og prøve at være dum-sjov i alle ”real life”-scener med improviserede replikker og så videre. Men selvom jeg altså fra starten (og stadigvæk) var mest optaget af temaerne om identitet, nye samværsformer, de motiviske ligheder med klassiske historier som f.eks. Faust, Pygmalion og The Picture of Dorian Gray, så endte det jo på en måde tåleligt alligevel. Filmen er en bastard, javel, men det er jeg også – og jeg tror, det lykkedes os at lave noget, man ikke lige har set før. Og selv ZDF/ARTE’s dokumentarredaktør applauderede til sidst.

Se evt. mere om filmens visninger på tv og festivaler og øvrige skæbne på f.eks. Facebook, https://www.facebook.com/MyAvatarAndMe, eller på en af filmens hjemmesider: www.myavatarandme.com eller www.minavatarogmig.com.

Vi har også en hel del ekstra-materiale og fraklip med kommentarer liggende her: https://vimeo.com/album/1596261

---

[1] På New Danish Screen’s hjemmeside står der: ”Støtteordningen skal forstå at udnytte talenternes energi og retning frem for at styre talenterne i bestemte retninger.” Det mente jeg ikke blev overholdt.