9. feb. 2016

"Wit's End" - a new film on the way?

I have been silent here for a while. And I haven’t even been reviewing any docs on www.filmkommentaren.dk for quite some time.

Why? Have I been on holiday? Been busy, stressed out and depressed? Been too happy and carefree to think about documentaries?

Yes, to all of the above – although not at the same time, obviously.

Right now I’m mainly a bit tired and disillusioned with being a documentary filmmaker with an outspoken desire to work with both satirical and artistic means. With the current state of affairs and developments in society and everybody feeling they're right and thus despising each other in the public debate (and telling them so), it seems that even the noble art of satire a little too often degenerates into self-righteous slander and even propaganda. It IS definitely serious times.

So good luck, Mikkel, trying to make DOComedys. Good luck, trying to finance films on grave topics with a twist and a twirl, with ambiguity and a lack of desire to be an obvious do-gooder.

Am I at my wit’s end? Not sure yet… (and was I ever at my wit's beginning?).

"And I said "Constantly in the darkness
Where's that at?
If you want me I'll be in the bar" 


26. aug. 2015

How to Succeed as a Documentary Filmmaker 2

Actor/comedian/writer/banjoist Steve Martin’s advice to people who aspire to get somewhere in show business is that you just have to be “undeniably good.

It probably works in more fields than pure show business. The documentary filmmaking business, for instance.

On the other hand, as there are many opinions on what’s good and what’s not, maybe we should tweak the bon-mot a bit:

To make it, you just have to be “arguably good.”

It just seems more dialectical appropriate to have an argument that to be undeniable. The latter is a little, you know, self-sufficient.

Even better, when I think about it, it would be if what you do is raising questions rather than having arguments. The latter seems a little confrontational.

So, to make it, you just have to be “questionably good.”

Then again – who knows what is good or not? Certainly not the people in charge. Jeez, have you seen the majority of products out there? In any field? So making stuff to be “good”, what is that? A lot of people making crap are considered good – so “good” is maybe not what you want to be. And who wants questions? No, we need answers.

So being “certainly mediocre” may actually give you more access to funds and success, so that’s definitely my strategy from now on.

But… maybe I always was that… and to no real avail… okay, back to Mr. Martin and his advice.







1. jul. 2015

Something to ponder over the summer

Following my latest blog – where I wondered why all the graduation doc films from The Danish Film School had to be exactly 30 min., and thus (in my opinion) were not as good as they could have been – I was tempted to go a step further:

Why do us documentary film makers still submit to the fact that our films need to be exactly 28:30, 58 or whatever minutes long when working with TV?

Oh, you say, it’s so they can fit into the schedule where there are regular programs like news or… well, mostly news… at fixed times, say at 9 o’clock.

Oh, I say, so you’re telling me that the programmers of TV can only manage fixed program lengths because… because what? Because their software can only handle specific numbers?


I know it’s a lot easier to fill a program slot if you more or less know what is coming in, but last time I looked we don’t have a new slot starting every full hour like the TV networks in the US do. We can start a program at 7:55 PM if we like… and even if you have a full hour, you can have a 34 minute film and a 21 min. film and still have time for commercials and PR-spots and whatever you need on your TV channel.

I know that there is a lot on TV besides documentaries (really, there is, check it out sometime), i.e. formats which have a fixed number of minutes, but as we more and more see our films being placed on new – and slightly more obscure – channels and at late hours; why do we still put up with it?

The reason we maybe shouldn’t is the “fact” that our works of filmmaking rarely gets better bye spending the last week in the editing room by changing the entire thing from just the right amount of minutes to the fixed amount that you are obligated to deliver.

Agreed, sometimes an obstruction – like a precise number of minutes – can be creatively stimulating, but surely a ballpark figure gives better results. Is that just me?

And are there other reasons I don’t know about? People with TV programming insights are urged to come forward and enlighten me.

12. jun. 2015

Afgangs-dokuer fra Den Danske Filmskole 2015

(In Danish - about this year's graduation docs from Danish Film School)

Filmskolens seks dokumentar-afgangsfilm i år (TV-tilrettelæggerlinjen) har nogle fællestræk, som springer i øjnene. Så forskellige de end er, så er det sparsomt, hvad man som seer får af faktuelle oplysninger. Det er helt fint – det er sundt at lede lidt i sit hoved, mens man ser film. Og ligeledes er deres narrative struktur stort set ikke bundet op på en tidslig eller dramaturgisk model med fortællebuer og overtydelige handlingstråde, som man er vant til fra tv-dokumentarer. Det er jo aldeles forfriskende i sig selv.

Men hvorfor de så alle skal vare præcis 30 minutter virker derimod noget kontraproduktivt. Det skyldes givetvis aftalen med DR (som også står som co-afsender på forteksterne), men desværre bliver det tydeligt for mig, at flere af filmene ville have haft meget mere glæde af at vare 18, 24 eller 38 minutter. Og ikke mindst: JEG ville have haft meget mere glæde af dem. Der er givetvis også nogle bagvedliggende pædagogiske årsager til dette tidskrav på en halv time, men for en nysgerrig og delvist uformående seer som mig giver det bare anledning til undren.

Men se dem selv på søndag eftermiddag på DR-K, for det er de værd.

(Men måske skulle jeg tilbyde Arne Bro at komme ud og fortælle det næste hold lidt om principperne bag DOKomedie, for det er der stadig ikke noget af. Er der da ingen, der læser denne blog? Chok! Bevares, der må godt grines lidt og smiles undervejs i disse film, men det kommer ikke fra filmenes grundlæggende DNA, som alle er meget lidt satiriske, måske endda lidt selvhøjtidelige (måske med en enkelt undtagelse?) Will my work ever be done?)

30. jan. 2015

BACON I BAGAGEN – hvorfor i alverden?

(In Danish - about a book I've written (also in Danish))

Seneste: Lektørudtalelsen fra DBC kom for nylig, og jeg troede ærligt talt ikke mine egne øjne, så positiv er den. Her er et par citater: "Mikkel Stolt fascinerer med en både underholdende, skæv og tankeprovokerende roman...", "forfriskende anderledes" og "...et absolut must på mange biblioteker".

Men hvorfor overhovedet skrive den bog? Først og fremmest fordi jeg er blevet gladere og gladere for at skrive. Det er nemt og koster ikke noget, og jeg behøver ikke spørge nogen om lov. Faktisk kan man gøre det nøgen på sin terrasse.

Men jeg havde altså fået trykt en rejseartikel i Berlingeren, så jeg skrev nogle flere, som jeg dog ikke fik afsat. Så tænkte jeg, at man kunne samle dem i en bog, hvorfor jeg sendte dem til et forlag. Redaktøren kunne dog ikke lige se det for sig, men han havde netop set ”Min Avatar og Mig”, og var ret begejstret for vores blanding af dokumentar og fiktion, så han foreslog mig, at jeg gjorde det samme i en bog.

”Øh, det samme?”, sagde jeg, og skulle lige bruge en sommer på at finde ud af, hvordan dén kunne skæres. Nuvel, jeg fandt på noget og gav mig selv nogle rammer for handlingen med udgangspunkt i de der rejseskildringer, og begyndte at skrive.

De første prøvekapitler faldt i ret god jord hos forlaget, men så gik der lige to-tre år med processen, og så havde redaktøren fået nyt job, og de kunne derfor ikke udgive den, da ingen andre derinde kunne se meningen med det – eller bare se på hvilken hylde den eventuelt skulle stå; rejsebeskrivelser, romaner, selvbiografier, essaysamlinger? Jeg indrømmer, at det ikke er helt let. Jo vent, på hylden med ”Idiosynkratisk autofaktion”.


Omslag og layout: Claus Lynggaard

Nå, men jeg ville også teste, om jeg overhovedet havde stamina til at skrive en hel, nogenlunde sammenhængende bog færdig (det havde jeg, og jeg er i gang med en ny). Og så ville jeg skrive noget, som jeg aldrig selv havde læst magen til men (måske) godt kunne tænke mig at læse. Der ligger også noget formeksperimenterende i det. Noget med at blande genrer og stilarter, fakta og fiktion, flette det personlige med det mere distancerede og det lettilgængeligt underholdende med det mere kryptiske. Lidt jazzet, kort sagt.

Men stilen var ikke noget, jeg planlagde; den kom af sig selv, for sådan er jeg åbenbart. Og bogen er sgu både ret god og temmelig håbløs, synes jeg. Lige som sådan noget skal være – og som det meste af det, jeg laver, egentlig er.

Så udgives skulle den, med eller uden forlag. Ja, det blev så uden… med titlen "Bacon i bagagen."

Hvad den handler om? Tjah, alt og ingenting… men I vil høre nærmere… eller zoom ind på omslaget ovenfor. Og den har faktisk også noget at gøre med dokumentarfilm, som denne blog jo primært er beregnet til. På flere måder er bogen en slags ”companion piece” til dokumentarfilms-fantasien ”Min Avatar og Mig”, ikke bare stilistisk, men også fordi den i høj grad handler om identitet og om hvordan ens tilværelse bliver styret og påvirket af mange faktorer.

Læsere, der dog må indrømmes at stå forfatteren mistænkeligt nær, beskriver bogen som ”velskrevet”, ”underholdende” og ”ærlig”, og så den fra en læser: "Hvilken fornøjelse. En gang imellem – sjældent faktisk – når jeg er i gang med en bog, så læser jeg mere og mere langsomt jo færre sider, der er tilbage i min højre hånd. Jeg har ikke lyst til at skulle forlade den verden, bogen og jeg er i. Det skete med Bacon i Bagagen. Sidste gang, det skete, var, da jeg nærmede mig slutningen af 1Q84."

Bogen blev tilgængelig som trykt bog og som e-bog via www.gopubli.sh d. 18. marts. Primo maj kan den bestilles via boghandlere og biblioteker i hele landet.

Bogens hjemmeside
Bogens Facebookside

232 sider, format: 15,5x23 softcover m. flapper og e-bog (pdf).

2. dec. 2014

Every(?) writer's self-portrait

You know the feeling... if you've ever written anything you thought was good... and then read it!